Christina Majcher
Spil- og tech-journalist. Musikkritiker. Fraktalmaler. Frygtløs i virtual reality.
Generation Skærmzombie: Skal vi gå i panik?
Det siger sig selv, at det næppe er godt for børns motoriske udvikling at sidde krumbøjet over spil på smartphones og tablets i flere timer om dagen.
Man kan derfor glæde sig over, at udviklingen af opfindsomme spil, der kombinerer den populære, digitale verden med fysisk bevægelse, er begyndt at pible frem.
Et spil af den type er det danske smartphonespil Space Agent, skabt af det københavnske firma Hybrid Play & Games.
Jeg har skrevet en anmeldelse af spillet (som spilles med en smartphone, et par høretelefoner og rimeligt god plads) samt noget om den opsigtsvækkende undersøgelse fra foråret 2015 (foretaget af Børnerådet), der viste, at børnehavebørn i 4-6-årsalderen hellere ville sidde med en iPad end lege med andre børn.
Åh gisp, betyder det, at den nye børnehavegeneration er skærmzombier? Skal vi gå i panik? Læs svaret her: Sådan får du ungerne op af sofaen i vinterferien.
Det nye Pac-Man er mindst lige så sjovt som originalen
Pac-Man er tilbage – på vores mobiltelefoner. Og det er mindst lige så sjovt som originalen. Læs min anmeldelse af Pac-Man 256 her.
– Der kommer hurtigt berusende fart over feltet, og man bliver grebet af at slå sine egne rekorder. Det stolte øjeblik, hvor man første gang scorer over 10.000 points, sættes dog voldsomt i perspektiv, hvis man klikker sig ind på den internationale highscore-liste for at se, hvordan man klarer sig globalt. Her har de 50 bedste ”Pac-Man 256”-spillere i verden i øjeblikket alle sammen scoret over 9 trillioner points. NI TRILLIONER! Om jeg begriber, hvordan de gør det. –
Her er app’en, der lader dig rejse i tiden
Timehop er en virkelig sjov app, der sætter gang i dine erindringer på en ny måde: Den samler dine gamle fotos og dine opdateringer på de sociale medier, og én gang hver dag viser den dig, hvad du lavede på præcis denne dag for et år siden. Eller to. Eller fire.
Det giver nogle virkelig gode flyveture gennem minderne og giver også et par gedigne overraskelser indimellem. Tænk, er det allerede tre år siden, jeg var dér? Eller er det kun ét år siden, jeg var dér?
Den slags tanker får man hele tiden. Så TimeHop er perfekt til alle, der kan lide at få sat tiden i perspektiv på den måde – og nyder at tage sig en daglig surf-tur gennem minderne.
Her for nylig sendte mit daglige TimeHop mig for eksempel, som det fremgår her, tilbage til London, hvor jeg tydeligvis havde uploadet en del billeder jeg havde taget af streetart under en gåtur i Shoreditch i London, lige præcis dén dag.
Og her er et andet timehop, hvor jeg er i tophumør i morgensol i Lissabon for tre år siden – og om aftenen, hjemvendt fra ferien “med syvtusind gode oplevelser og én rigtigt dårlig”, frarøvet min mobil.
Timehop kan kobles sammen med din facebook- , twitter- og instagram-konto, samt, hvis du vil have endnu flere tidsrejser med, din dropbox og andre fotomapper, som du selv vælger.
Og så er det ellers bare at vente på det daglige hop tilbage i tiden – og den daglige undren over, hvor hurtigt tiden går.
Timehop kan downloades gratis til både iPhone og Android.
Denne anbefaling blev trykt i forkortet udgave i Magasinet Psykologi, oktober 2014.
Husk din REM-søvn
I det nye, danske spil Back to Bed skal du hjælpe søvngængeren Bob gennem fantasifulde,
labyrintiske drømmelandskaber og tilbage i seng – uden at vække ham.
Bob har nogle helt bestemte, søvngængeragtige bevægelsesmønstre, og det er din opgave, som et hjælpsomt og fortravlet trippende hundevæsen, at placere forhindringer på strategisk udvalgte steder på “spillepladen”, så Bob dirigeres i den rigtige retning uden at skvatte ud over kanten af sin drøm med et overrasket hyl.
I glimrende overensstemmelse med drømmetematikken har banerne deres egen Escher-lignende labyrint-logik med forvirrende trappeforløb og underfundig tyngdekraft, kombineret med en fin Magritte-lignende surrealisme i den visuelle stil (svævende bowlerhatte og gigantæbler), smeltende ure à la Dali og et par nik til David Lynch på lydsiden.
Back to Bed, som er fint og afslappende at spille ved sengetid, kan downloades for 23
kr. til iOS og Android.
Bonusinfo: 18 procent af verdens befolkning har tilbøjelighed til at gå i søvne, og de fleste
søvngængere har ingen erindring om søvngængeriet næste dag.
Og uforstyrret REM-søvn er vigtig! Blandt de mange teorier om funktionen af vores natlige drømme er nemlig, at de hjælper og understøtter vores hukommelse ved at samle og gentage dagens vigtigste indtryk.
En forkortet udgave af denne tekst blev oprindeligt trykt i Magasinet Psykologi oktober 2014.
Digital dagbog, der næsten skriver sig selv
At skrive dagbog er den ypperligste måde at skærpe sin hukommelse og skabe sammenhæng mellem årene på.
En af de bedste dagbogs-apps er Momento, hvor du som supplement til dine almindelige dagbogs-skriblerier kan hive dine updates fra facebook og twitter gennem årene ind. Det er også en fin måde at have styr på sine offentlige digitale dag-til-dag-skriblerier flere år bagud.
Smart og overskueligt. Og ganske privat.
Momento koster 19 kr. til Iphone og iPad.
Hvorfor er 10000000 så ekstremt vanedannende?
Der kunne skrives mange kloge ting om, hvorfor man som tænkende og ambitiøst menneske lader sig forføre af de kemiske belønnings-dopaminer, der sprøjter ud i hjernen, når man lader sig opsluge af et effektivt casual-spil på mobilen.
Her er et prima eksempel: Spillet 10000000.
Det er lige før, jeg burde advare dig om aldrig nogensinde at downloade denne lille sag til din smartphone. Eller også burde jeg bare anbefale det med armene blafrende begejstret i vejret. Det korte af det lange er: JEG KAN IKKE HOLDE OP MED AT SPILLE DET!
Titlen på spillet er 10000000 (ti millioner), og ideen er enkel, men tempoet er hektiskt: Man skal matche tre eller flere blokke af samme slags (ligesom i Candy Crush og lignende ultrapopulære tre-på-stribe-spil), mens ens lille helt spæner afsted i øverste del af skærmen. Han får konstant sin vej blokeret af forskellige monstre (fra ninjaer til drager) og genstande (låste døre og små skattekister med guld). Når man matcher en stribe sværd eller magiske stave, kan han angribe monstrene. Når man matcher tre eller flere nøgler, kan han åbne skattekisterne og dørene. Det gælder altså om at få tre (eller flere) ting på stribe i en strategisk rækkefølge, og dét bliver hurtigt en vildt hektisk affære.
Oveni hatten skal man så også matche rækker med træstammer og stenbunker for at kunne opgradere sine træningsrum hjemme i middelalder-bunkeren (eller fængselscellen eller hvor det nu er, den lille digitale fyr ligger og sover) og dermed kunne få sejere våben og stærkere rustning. Og det varer ikke længe, før det hele udvikler sig til noget af en besættelse.
Og besat er jeg. Jeg er faktisk fuldstændigt hypnotiseret og har, indtil videre, opnået den latterligt høje pointsum af 1390131 og bærer en række stolte titler, såsom “Master Questor”, “Speed Matcher” og nu – “Adventurer”. Jo jo. Moving up in the world.
Den menneskelige hjerne: en herlig tingest
I starten kunne jeg SLET ikke overskue at holde øje med både mine stressende matcherier af blokkene og den lille løbende pixel-helt, så min noget kaotiske strategi var bare at matche så meget, så vildt og så hurtigt som muligt, mens jeg tænkte, at det vel også var en ok måde at spille det på. Og nogle gange er det også en udmærket fremgangsmåde.
Men den menneskelige hjerne er jo en herlig og lærenem tingest, og pludselig begynder den så alligevel at ville lægge planer og udvikle lidt mere spidsfindige taktikker, og SVUP! – så var jeg fanget. I en perfekt og meget, meget vanedannende balance mellem besættende spil-flow og uafvendelige nederlag.
Grafikken er HELt oldschool og upoleret og minder på herlig vis om dengang, man sad og var helt opslugt af Aztec Challenge på Commodore 64eren i sen-80’erne. Og musikken, som LIMER sig fast til hjernen, er tæt på at være lige så fantastisk: Hør et af dungeon-tracksene her.
Så hvis du savner at falde i søvn med en insisterende 8-bit-melodi kørende i sødt 80er-retroloop i hjernen? Download 10000000.
Den søde digitale forførelse
Og hvorfor er det så, at man som tænkende og ambitiøst menneske lader sig forføre af de kemiske belønnings-endorfiner, der sprøjter ud i hjernen efter endnu et velgennemført to-minutters højpræstations-ræs?
Det er selvfølgelig fordi det føles, som om man udfører noget… ikke? Det er ihvertfald hvad hjernen regner med, at den gør. Ordner, strukturerer, præsterer, samler, bliver bedre. Oh, hvilken sødt forførende honningkrukke i det moderne arbejdsliv. Skal du lave en krævende præstation på jobbet på torsdag? Ligger specialet og venter? Hvad med den der artikel på 12.000 anslag, der var lidt svært at få struktureret? Aij, vent lige lidt. Bare fem minutter. Man tager da lige ét løb mere. Ét løb. Det er jo OGSÅ arbejde…!
(Og ja, i den forbindelse kan jeg også afsløre, at hvis det at spille computerspil rent faktisk ER en del af ens arbejde, er honningkrukken meget, meget, meget dyb.)
Alt det her kan man være fuldstændigt klar over, og stadig lade sig forføre. Det er jo en del af fryden ved det hele. Og det er fuldstændigt lige så logisk som det faktum, at det pludselig bliver mistænkeligt meget nemmere at gøre rent i bunden af køkkenskabene, når man egentlig burde lave momsregnskab eller få skrevet den der tale. Der er blevet ryddet op i mange kælderrum og taget mange opvaske som rene og skære overspringshandlinger.
Her er overspringshandlingen bare digital og et flygtigt minut-sus med en hektisk puls.
“Get 700.000 points”
Og hvor er det så, man spæner hen? Selvfølgelig mod tallet 10000000, der nærmer sig berusende. Tallet står lige under ens aktuelle pointstatus, ved siden af det suggestive ord “Freedom”. Og jeg er selvfølgelig begyndt at tænke over, hvad der mon sker, når jeg når helt derop om nok ikke så forfærdeligt længe. Har jeg så GENNEMFØRT det? Du godeste!
Lige nu har jeg opnået en rang af “Adventurer” og sidder netop i disse sekunder og overvejer, om jeg ikke lige skulle tage et par løb mere…De tre nye udfordringer, jeg har fået, virker selvfølgelig HELT umulige. Men det samme gjorde “Kill a monster in less than 5 seconds”, “Get two 6-matches in a row” og “Get 700.000 points”-udfordringerne også, før de pludselig lykkedes.
Hvis spillet pludselig og uventet forsvandt fra min telefon i dette sekund, ville jeg ikke tænke længe over det. Den følelsesmæssige indsats er for lille. Men så længe det ER på telefonen, lokker det som en supermagnet med sine nemme (og dog tilstrækkeligt svære) belønninger.
Så som jeg startede med at sige: JEG ER BESAT. Tag det, alt efter temperament, som en advarsel, eller som en meget, meget varm anbefaling.
Og nu: Tilbage til iPhonen.
Aldrig har det været sjovere at smadre glas på mobiltelefonen
Normalt skriger jeg ikke af min telefon. Virkelig. Men dét her spil får mig til at råbe af den lille lysende skærm i min hånd. Det er helt fantastisk godt. Spil det.
Læs min anbefaling på Elektronista her: Nu skal du smadre glas på mobiltelefonen.
“Brager man til gengæld lige ind i en glasbarriere, som man ikke når at smadre (og dem kommer der flere og flere af, i stadigt mere avancerede former), mister man ti dyrebare kugler. Uh, det er lige så man mærker glaspladen dundre mod panden!! – og man syder af ærgrelse til lyden af spildte kugler, der triller bort over glatte stengulve.”
Og lad os så høre noget David Bowie. Dét her ville være et passende soundtrack:
Christina Majcher 