Vækningsmaskinen fra helvede: Monstret fra Magstræde

“Enhver social sammenkomst indledes nu med, at alle med iPhones som på magisk vis ender i en lille klump i samme ende af lokalet. De næste tyve minutter går med ivrig udveksling af gode apps og uundværlige spøjsheder.”

En klumme på AOK.dk om min vækningsmaskine fra helvede – og hvordan min første iPhone har ændret mit liv: Monstret fra Magstræde

Krystalkuller

krystalkuller

Læs min klumme om rejselykke her: Krystalkuller.

“Hvis jeg havde en krystalkugle, som jeg kunne tage frem en gang om dagen og kigge en uge, en måned eller måske bare fire timer frem, ville jeg jo allerhelst have, at den var fyldt med smukke og uventede landskaber og ikke bare det ene billede efter det andet af tastaturet på redaktionen og de grå persienner foran vinduet til venstre, som nogen bliver ved med at rulle ned, og jeg bliver ved med at rulle op.

Så ville man jo gerne se sig selv stå på Den Kinesiske Mur eller vandre rundt og betragte de gyldne, læderindbundne bogrygge i New York Public Librarys læsesal eller bare se sine brune fødder vippe i sandet foran et brusende ukendt hav. Man ville helst kigge i den krystalkugle og tænke »Næææ! Hvor spændende! Gad vide, hvor jeg er? Og gad vide, hvad jeg laver der?«”

Løven, heksen og fællesskabet

Min klumme på AOK om, hvordan facebook også indimellem forbedrer vilkårene for de hemmelige fester… : Løven, heksen og fællesskabet

»Føl jer velkomne til at medbringe sjove effekter såsom traktor, havemøbler, spøg-og-skæmt artikler fra ’88, hjørnesofa, batik-tryk, laksesko og Tove Ditlevsen. Udvid gerne selv listen. Dog må INTET fra Narnia medbringes til festen.«

Mesterligt dansk gådespil til Xboxen

Anmeldelse af Limbo i Berlingske:
Det danske platform- og gådespil er et mesterværk, der emmer af dyster uhygge og poesi.

Image

Jeg er blevet parteret af rundsave, kvast i roterende tandhjul og halshugget af knivskarpe rævesakse. Jeg er blevet ristet, mast, spiddet, rullet flad og flænset, og jeg er druknet hundredvis af gange i ondskabsfulde sumpe og underjordiske, vandfyldte kældergange.

Læs anmeldelsen på Berlingske her.

Gigantisk dybhavs-uhyre indtager Stengade

Brrrrrr.

Brrrrrr.

Kraken Recordings Release-fest
Siden bas-piraterne fra promoterkollektivet Ohoi! begyndte at holde deres første UK garage-fester på sommerbaren PappaHotel i 2002, har de med storslået sprogligt overskud og fin-tunet sans for marketings-metaforik sat sig så tungt på enhver sørøver-association, at jeg personligt hverken kan se kranier, “Pirates of the Caribbean” eller Fætter BR-piratkostumer på udsalg uden at tænke på grime – eller de øvrige bas-drevne og britiske musikstilarter, som Ohoi!-crewet elsker og promoter med vedvarende ildhu.

Og enhver, der har svunget træbenet til deres Rum’n’Bass-raves, drukket rom til deres grime-fester omgivet af flossede sørøverbackdrops eller sendt en ‘flaskepost’ på deres website, vil se den indlysende skønhed i, at drengene holder sig indenfor piratmetaforikken, når de nu launcher Danmarks første dubstep-pladeselskab, som selvfølgelig navngives efter verdens uhyggeligste havuhyre, det mangearmede blækspruttemonster Kraken. For hvis der nogensinde eksisterede et dubstep-agtigt bæst, må det være det sagnomspundne Kraken-mareridt, der angiveligt indimellem boblede op fra de dybeste havdybder omkring Norge, angreb hele skibe med sine hvirvlende, sugekopbesatte arme og trak både båd og besætning med tilbage ned i dybet. Gys.

Til releasefesten har de bas-entusiastiske arrangører naturligvis sørget for, at der er lejet ekstra subwoofers ind til lejligheden, så “leveren kan blive trykket på plads” – og de serverer et line-up, som selv forkælede briter ville kunne finde på at krydse Nordsøen for at opleve (det er sket før): Vex’d, Quiet Storm, MC Juiceman, DJ Dynamix og Swingking & Rawson sender subsonisk ødelæggelse ud over Stengade-crowden, suppleret af vore danske dubsteppere Even samt Ohoi!-crewet selv: JSL, 2000F, Tim Driver og Kristobal.

Uhyggelig bonus-info
Pudsigt nok er det ikke mere end præcis to uger siden, at den største hele blæksprutte, der nogensinde er fanget, materialiserede sig nær Antarktis og blev hevet ombord af en flok newzealandske fiskere. Den såkaldte ‘kolossalblæksprutte’, der efter sigende kan opnå en længde på over tyve meter (det er det samme som en kaskelothval), har barberbladsskarpe kroge på alle sine ti arme og øjne så store som middagstallerkener. Det er meget sjældent, at man får et glimt af dem i levende live, da de kun jager i dybhavet, mere end 1.000 meter nede. Hvem sagde dubstepmonster?!

Mere uhyggelig bonus-info
Og ikke nok med det: Japanske havforskere har netop opdaget, at kæmpeblæksprutter, fanget på film i deres naturlige miljø, blænder deres bytte ved at udsende kraftige lysglimt fra deres fangarme. Meget techno! Man kan håbe, at Ohoi!’s super-VJ Fat Morgan har fået fat i nogle uhyggelige dybhavsfilm af disse monstre, så dubstep-aftenen kan krydres med nogle genuint uhyggelige visuals fra de dybeste dyb.

Lørdag den 10. marts, kl. 22-05
Stengade 30, 80 kr.

Mere i AOK-artikel her: Hvad er dubstep?

Hurra for lossepladsen

lossepladsen

Læs min klumme om Lossepladsvej og spændende kvarterer her: Hurra for lossepladsen.

“Det var en lun og lovende dag, der dirrede af næstensommer, og Lossepladsvej struttede af saftigt neongræs i grøften, duvende, hyldeblomstlignende buske og små andepar, der tog sig en fælleslur i vejsiden.

Der duftede af lilla syrener og fred, mens vejen sendte mig i bløde sving omkring Amager Fælled, og der var faktisk ikke meget lossepladsstemning over den overhovedet.

Det synes Lars Berg Dueholm (V) fra Teknik- og Miljøudvalget i Borgerrepræsentationen heller ikke, der er. »Det er nedværdigende at kalde en vej for Lossepladsvej«, udtalte han i maj til nærværende avis og fortsatte: »Det synes jeg faktisk ikke, man kan være bekendt«. Og pointerede, at Lossepladsvej fortjente et mere velduftende og nutidigt navn.

Nu synes jeg, at »nedværdigende« er et stort ord at bruge om et navn til en vej. Jeg tror faktisk, at Lossepladsvej ville lægge nakken tilbage og bryde ud i en stor, hjertelig latter, hvis den vidste, at voksne mennesker sad et sted og gik op i den slags.”

Der er altid plads til én til

Min klumme på AOK om at finde stederne med den sprøde, frugtbare festmagi, som hviler over de steder, der stadig er så nye og oprindelige, at de blomstrer med en spæd og småhemmelig energi, som det bare gælder om at nyde, mens den er der: Der er altid plads til en til.

“Det er en fin tommelfingerregel for den sultne bylivsentusiast. Hvis man vil finde de bedste små festlommer ude i byen, gælder det om at spotte dem, mens de stadig er lidt hemmelige, lige før hele resten af byen også opdager dem og kommer rendende og spolerer det hele.

Så rykker man tæt sammen som Tetris-brikker og smiler over at have fundet den. Maser sig ind i små rum og håber, at stemningen holder, og at man kan have den lidt for sig selv sammen med de andre fremmede mennesker, der også har fundet den, lidt endnu, inden det bliver opdaget og ødelagt, fordi der pludselig kommer for mange og kigger, og det bliver rastløst og bare-ikke-helt-det-samme-mere.

Velkommen til Sweat Club

“Pyyyyh. I sadlen igen. I et langt øjeblik føler jeg mig så svimmel, at jeg bliver bange for at skvatte af cyklen i et udmattet slowmotion-fald til højre. Får fumlende fat i en af vandflaskerne, som hviler på styret, og tømmer den. Det hjælper.”

En reportage fra min første spinningtime nogensinde – på AOK: Velkommen til Sweat Club

Da festen røg gennem taget

Min klumme på AOK om Distortion-festivalens eksplosive vækst, og hvorfor vi elsker gadefester så meget: Da festen røg gennem taget.

“Jeg lavede engang et bybattle med en gut fra Hamborg. Vi skiftedes til at invitere hinanden på besøg i vores respektive hjemstavne, og så gjaldt det selvfølgelig om at bo det sejeste sted. Jeg kæmpede hårdest, for dengang syntes jeg lidt, at Hamborg førte på point.

Gud ja, Pjerrot mangler hovedet

Artikel om Steen Koerner og Yo Akim Hjejles electric boogie-version af Columbines Karneval i Tivoli til AOK: Gud ja, Pjerrot mangler hovedet.

Når forestillingen skal bevæge sig gennem haven, bliver publikum ført afsted af en gigantisk ghettoblaster og en hær af pangfarvede graffitipile – og i den store, fyrværkeriglitrende finale på Plænen er karrusellen Nautilus vakt til live som en kolossal blæksprutte, der besejres af Harlekin, mens kærligheden svulmer på scenen til tonerne af glad dancehall med vokal af Anisette.

 

Zen og cykelbomber

Min klumme om, at det simpelthen ikke kan betale sig at blive hidsig, fordi man tiltrækker, hvad man sender ud, og om at finde sin zen i Netto: Zen og cykelbomber

“På samme måde som Cykelbomben med selve sin vrede suger alle tænkelige småkatastrofer til sig som et fluepapir – selvom det givetvis ser helt anderledes og komplet ikke-selvforskyldt ud fra hans vinkel, hvor verden er befolket af trafikanalfabeter og umuliusser, der konstant stiller sig i vejen og skal råbes af.

Kunsten at tænke positivt

Bekymringer? Bandekrig? Her er hemmeligheden til, hvordan man får en god nat i byen. Min klumme på AOK: Kunsten at tænke positivt

Ingen regn. Ingen angst. Ingen ballade. Og slet, slet ingen stenkastende voldspsykopater fra helvede. Kun glædesmission, god stemning og pludseligt opfyldte ønsker.