Kraken Recordings Release-fest
Siden bas-piraterne fra promoterkollektivet Ohoi! begyndte at holde deres første UK garage-fester på sommerbaren PappaHotel i 2002, har de med storslået sprogligt overskud og fin-tunet sans for marketings-metaforik sat sig så tungt på enhver sørøver-association, at jeg personligt hverken kan se kranier, “Pirates of the Caribbean” eller Fætter BR-piratkostumer på udsalg uden at tænke på grime – eller de øvrige bas-drevne og britiske musikstilarter, som Ohoi!-crewet elsker og promoter med vedvarende ildhu.
Og enhver, der har svunget træbenet til deres Rum’n’Bass-raves, drukket rom til deres grime-fester omgivet af flossede sørøverbackdrops eller sendt en ‘flaskepost’ på deres website, vil se den indlysende skønhed i, at drengene holder sig indenfor piratmetaforikken, når de nu launcher Danmarks første dubstep-pladeselskab, som selvfølgelig navngives efter verdens uhyggeligste havuhyre, det mangearmede blækspruttemonster Kraken. For hvis der nogensinde eksisterede et dubstep-agtigt bæst, må det være det sagnomspundne Kraken-mareridt, der angiveligt indimellem boblede op fra de dybeste havdybder omkring Norge, angreb hele skibe med sine hvirvlende, sugekopbesatte arme og trak både båd og besætning med tilbage ned i dybet. Gys.
Til releasefesten har de bas-entusiastiske arrangører naturligvis sørget for, at der er lejet ekstra subwoofers ind til lejligheden, så “leveren kan blive trykket på plads” – og de serverer et line-up, som selv forkælede briter ville kunne finde på at krydse Nordsøen for at opleve (det er sket før): Vex’d, Quiet Storm, MC Juiceman, DJ Dynamix og Swingking & Rawson sender subsonisk ødelæggelse ud over Stengade-crowden, suppleret af vore danske dubsteppere Even samt Ohoi!-crewet selv: JSL, 2000F, Tim Driver og Kristobal.
Uhyggelig bonus-info
Pudsigt nok er det ikke mere end præcis to uger siden, at den største hele blæksprutte, der nogensinde er fanget, materialiserede sig nær Antarktis og blev hevet ombord af en flok newzealandske fiskere. Den såkaldte ‘kolossalblæksprutte’, der efter sigende kan opnå en længde på over tyve meter (det er det samme som en kaskelothval), har barberbladsskarpe kroge på alle sine ti arme og øjne så store som middagstallerkener. Det er meget sjældent, at man får et glimt af dem i levende live, da de kun jager i dybhavet, mere end 1.000 meter nede. Hvem sagde dubstepmonster?!
Mere uhyggelig bonus-info
Og ikke nok med det: Japanske havforskere har netop opdaget, at kæmpeblæksprutter, fanget på film i deres naturlige miljø, blænder deres bytte ved at udsende kraftige lysglimt fra deres fangarme. Meget techno! Man kan håbe, at Ohoi!’s super-VJ Fat Morgan har fået fat i nogle uhyggelige dybhavsfilm af disse monstre, så dubstep-aftenen kan krydres med nogle genuint uhyggelige visuals fra de dybeste dyb.
Lørdag den 10. marts, kl. 22-05
Stengade 30, 80 kr.
Mere i AOK-artikel her: Hvad er dubstep?
“Pyyyyh. I sadlen igen. I et langt øjeblik føler jeg mig så svimmel, at jeg bliver bange for at skvatte af cyklen i et udmattet slowmotion-fald til højre. Får fumlende fat i en af vandflaskerne, som hviler på styret, og tømmer den. Det hjælper.”
En reportage fra min første spinningtime nogensinde – på AOK: Velkommen til Sweat Club
Artikel om Steen Koerner og Yo Akim Hjejles electric boogie-version af Columbines Karneval i Tivoli til AOK: Gud ja, Pjerrot mangler hovedet.
Når forestillingen skal bevæge sig gennem haven, bliver publikum ført afsted af en gigantisk ghettoblaster og en hær af pangfarvede graffitipile – og i den store, fyrværkeriglitrende finale på Plænen er karrusellen Nautilus vakt til live som en kolossal blæksprutte, der besejres af Harlekin, mens kærligheden svulmer på scenen til tonerne af glad dancehall med vokal af Anisette.
Bekymringer? Bandekrig? Her er hemmeligheden til, hvordan man får en god nat i byen. Min klumme på AOK: Kunsten at tænke positivt
Ingen regn. Ingen angst. Ingen ballade. Og slet, slet ingen stenkastende voldspsykopater fra helvede. Kun glædesmission, god stemning og pludseligt opfyldte ønsker.
Min klumme på AOK om, hvordan facebook har ændret nattelivet: I byen med facebook
FØR: “Det var dengang, man skulle gøre sig lidt umage. Eller udvælges, som når man stod på dansegulvet til et rave i en betonkælder på Nørrebro og pludselig fik stukket en lille, håndmalet flyer, der reklamerede for en hemmelig fest i en skov, i hånden, og den kom med hjem helt krøllet og fugtig, og så var næste weekend planlagt.”
NU: “Dagen efter er alle billederne lagt på facebook. Folk poserer scenevant i klassiske se-hvor-er-jeg-crazy-positurer, som giver gode facebook-point.”
Min klumme på AOK om gigantfesten Sensation, hvor 27.000 hvidklædte mennesker fester igennem i Parken: Finanskrisen skal festes væk.
Kolonner af langbenede piger synkronspankulerer på smalle catwalks over dansegulvet mellem springvand og fontæner af fyrværkeri, og letpåklædte havfruer slænger sig mellem champagneglas og frugtfade ved platinbordenes hvide duge. I den iskolde deluxe-bar møder jeg Robin og Håkan, som har glædet sig i månedsvis og forsikrer mig om, at enhver svensker, jeg spørger, vil sige, at 1.500 kr. er yderst rimeligt for fri bar hele natten, mens de bader mig i berusede sandwichkram og råber “Who cares about money!? We pay for fun!”