Kunsten at dø i virtual reality

Det uhyggeligste, jeg nogensinde har prøvet i virtual reality, er et skihop. Whauw, hvor var jeg benskælvende bange, da jeg stod på toppen af den alt alt ALT for stejle bakke. Og whauw, hvilket sus det gav i hovedet, da det var overstået.

Virtual reality er et fantastisk redskab til at udfordre sine fobier (og erobre fysisk utilgængelige steder i det hele taget), men teknologien kan også bruges til mange andre ting. I mine øjne inviterer VR-brillernes hyperfokus eksempelvis i høj grad til udforskningen af meditation og ændrede bevidsthedstilstande. Så jeg var vældigt nysgerrig, da Makropol inviterede indenfor i deres nye totalinstallation Doom Room til en tur igennem dødsøjeblikket og deres forestilling om de flimrende efterlivshallucinationer.

Der er noget mere knald på end i deres eminent underspillede virtual reality-familiemiddag Skammekrogen. Men blev det en kosmisk oplevelse? Well: I kan læse om min tur gennem virtual reality-ceremonien i Weekendavisen fra i dag. Eller selv spænde VR-headsettet på hovedet og gøre jer klar til at dø fra i aften på Chateau Motel.

Strøm: Fra undergrund til overjordisk

Det var så den uge, hvor der blev spillet technoklassikere fra klokketårnene på Frederiksberg. Og ugen er stadig i gang.

Jeg har skrevet om Strøm Festivalen i Weekendavisen i dag, featuring festivalboss Frederik Birket-Smith, som altid ypperligt energisk. (Weekendavisen kan købes fra i dag, den 14. august, og en uge frem. Læs!).

WA 140815 Strøm Festival-uppercut

Frederik beskriver bl.a. den elektroniske musikscene som en saftig steg, og ja: Min egen favorit-Strøm-luns i dag bliver på Københavns Universitet, hvor Steve Goodman aka Kode9 holder forelæsning om brugen af ekstrem lyd – i musik og som våben. I sidstnævnte tilfælde ekstremt ond og angst-høj lyd, vendt mod pirater og demonstrationer.

Jeg har cirka 100 jokes om dubstep, jeg kunne fyre af her, samt filosoferinger over, hvorfor jeg selv fx elsker jungletracks fyldt med pistolskud og sirener og advarselsskrig men har det VIRKELIG ANSTRENGT I ØRERNE med lyden af sløve kirkeorgler og auto-tune, men det kunne blive til tre helt nye artikler mindst, og dagen venter.

Jeg glæder mig til den forelæsning.

Her er et billede fra Cisternerne – stedet med koncerten, som indleder artiklen. Du kan læse min anmeldelse af Strømkoncerten i Cisternerne med Haxan Cloak forrige år her: “Det er mørkt, koldt, vådt og farligt”.

Strøm i Cisternerne - Flemming Bo Jensen

Strøm i Cisternerne – Flemming Bo Jensen

 

Forskellen på IDM og EDM – kort fortalt

IDM er ikke verdens smukkeste genrebetegnelse, men betyder altså “Intelligent Dance Music”. Ikke at forveksle med det efterhånden betydeligt mere anvendte EDM – “Electronic Dance Music” – der primært beskriver den slags elektronisk stadionpop, som amerikanske teenagere er begyndt at hoppe op og ned til, mens dj’en på scenen kaster med håndtegn og lagkager.

Læs hele min ugentlige festguide på Gaffa.dk her.

Hvis du ikke skal på Fusion

Til alle de stakler/n00bs/af-omstændighederne-ramte væsener, der ikke skal til Fusion, Verdens Ubetinget Bedste Fest (yup, it is! – jeg har researchet omhyggeligt) lidt sydpå i denne weekend, er der faktisk nogle festligheder med stort potentiale i København i weekenden. Jeg har samlet en håndfuld. Bemærk for eksempel lige, at Benjamin spiller et jungle-sæt under Knippelsbro! Unmissable, siger jeg! Medmindre man altså er til Verdens Bedste Fest. / Såeh, ja. Jeg sender en tanke fra Lykkemaskinen i Lärz. Nyd det jungle-sæt der!

Mine anbefalinger på Gaffa: Her er weekendens bedste fester: Fra Søkoens venner til dagdrømmeri om natten på KB18.

Culture Box fylder 9. Tiden flyver. Techno-beatet fortsætter.

gaffa cb nyhed
Spillestedet Culture Box’ betydning for den elektroniske musikscene i Danmark (og selvsamme musikscenes synlighed i udlandet) er enorm. Det er nu ni år siden, klubben slog dørene op i Kronprinsessegade for første gang, og der er sket virkelig meget i det københavnske klublandskab og for den elektroniske musiks udbredelse siden. Men midt i det hele (eller i hvert fald midt i den del af scenen, der primært orienterer sig mod den tyske technolyd, fra Köln til Berlin) har Culture Box holdt fast i sin egen stil og retning med en stædig og musikdedikeret kompromisløshed, der kun kan beskrives som sej. Dén sejhed kan man fejre denne weekend, hvor klubben fejrer sit jubilæum med fest både fredag og lørdag.

Læs mere om dén fejring (og hvad der ellers sker denne weekend) i min festliste på Gaffa.dk: Her er weekendens bedste fester.

“Fuldtidsmusiker, deltids-dandy” – og andre udsøgte fristelser

Du kan læse min artikel om den velklædte californiske musiker Daedelus, der beskriver sig selv som “fuldtidsmusiker, deltids-dandy” og altid optræder i aristokratiske jakker med guldbrokade, tophat og andre skarptskårne beklædningsdele, her på gaffa.dk.

“Hvis du stadig er i tvivl, om du skal bruge aftenen inde eller ude, kan du jo tage Oscar Wilde med på råd. Som han skriver i sit mesterværk, romanen “Dorian Grays billede”, om hvad der sker, når man bliver ældre, hvis ikke man passer på: “Vores lemmer bliver svagere, vores sanser rådner. Vi degenererer til hæslige marionetdukker, plaget af mindet om de passioner, som skræmte os, og de udsøgte fristelser, vi ikke havde modet til at give efter for.” Kort sagt: Stay young. Stay foolish. Tag i byen og hør Daedelus.”

daedelus

Her er klubtosserne, der åbner restaurant med Casper Christensen

simon

“Congo er jo et mystisk, mørkt land, som ingen rigtig kender, men alle har nogle associationer omkring. Det er lidt farligt og spændende. Og uudforsket”, siger Simon Lennet.

Og han er ikke bleg for at sige, at restauranten får det, han kalder en “lidt snæver målgruppe”.

“Der vil være nogen, der virkelig har lyst til at opleve den – og nogen, der virkelig ikke har. Nøjagtigt ligesom med Congo”, siger han kryptisk.

Mød klubtosserne, der åbner restaurant med Casper Christensen.

“Vi er de nye rockstjerner”

Interview med Morten Breum til AOK: Vi er de nye rockstjerner

»Jeg har virkeligt høje forventninger til mig selv, så jeg står ikke på en scene og er fuld eller uudhvilet,« siger han. »Jeg har aldrig taget hårde stoffer. Jeg drikker engang imellem. Og det er det. Det er ikke specielt spændende. Jeg har det rimeligt afslappet med at ryge joints og har røget et par stykker i mit liv, men det er lang tid siden nu, for jeg vil fokusere fuldt på mit arbejde.«

Den vildeste action synes faktisk at foregå på hans hud. Han har fået omtrent ti nye tatoveringer, siden han flyttede til Los Angeles. Deriblandt en indianer på ryggen, som slutter sig til vældet af engle, blomster og sirlige skråskriftcitater om at være gode mod hinanden.

Løven, heksen og fællesskabet

Min klumme på AOK om, hvordan facebook også indimellem forbedrer vilkårene for de hemmelige fester… : Løven, heksen og fællesskabet

»Føl jer velkomne til at medbringe sjove effekter såsom traktor, havemøbler, spøg-og-skæmt artikler fra ’88, hjørnesofa, batik-tryk, laksesko og Tove Ditlevsen. Udvid gerne selv listen. Dog må INTET fra Narnia medbringes til festen.«

Gigantisk dybhavs-uhyre indtager Stengade

Brrrrrr.

Brrrrrr.

Kraken Recordings Release-fest
Siden bas-piraterne fra promoterkollektivet Ohoi! begyndte at holde deres første UK garage-fester på sommerbaren PappaHotel i 2002, har de med storslået sprogligt overskud og fin-tunet sans for marketings-metaforik sat sig så tungt på enhver sørøver-association, at jeg personligt hverken kan se kranier, “Pirates of the Caribbean” eller Fætter BR-piratkostumer på udsalg uden at tænke på grime – eller de øvrige bas-drevne og britiske musikstilarter, som Ohoi!-crewet elsker og promoter med vedvarende ildhu.

Og enhver, der har svunget træbenet til deres Rum’n’Bass-raves, drukket rom til deres grime-fester omgivet af flossede sørøverbackdrops eller sendt en ‘flaskepost’ på deres website, vil se den indlysende skønhed i, at drengene holder sig indenfor piratmetaforikken, når de nu launcher Danmarks første dubstep-pladeselskab, som selvfølgelig navngives efter verdens uhyggeligste havuhyre, det mangearmede blækspruttemonster Kraken. For hvis der nogensinde eksisterede et dubstep-agtigt bæst, må det være det sagnomspundne Kraken-mareridt, der angiveligt indimellem boblede op fra de dybeste havdybder omkring Norge, angreb hele skibe med sine hvirvlende, sugekopbesatte arme og trak både båd og besætning med tilbage ned i dybet. Gys.

Til releasefesten har de bas-entusiastiske arrangører naturligvis sørget for, at der er lejet ekstra subwoofers ind til lejligheden, så “leveren kan blive trykket på plads” – og de serverer et line-up, som selv forkælede briter ville kunne finde på at krydse Nordsøen for at opleve (det er sket før): Vex’d, Quiet Storm, MC Juiceman, DJ Dynamix og Swingking & Rawson sender subsonisk ødelæggelse ud over Stengade-crowden, suppleret af vore danske dubsteppere Even samt Ohoi!-crewet selv: JSL, 2000F, Tim Driver og Kristobal.

Uhyggelig bonus-info
Pudsigt nok er det ikke mere end præcis to uger siden, at den største hele blæksprutte, der nogensinde er fanget, materialiserede sig nær Antarktis og blev hevet ombord af en flok newzealandske fiskere. Den såkaldte ‘kolossalblæksprutte’, der efter sigende kan opnå en længde på over tyve meter (det er det samme som en kaskelothval), har barberbladsskarpe kroge på alle sine ti arme og øjne så store som middagstallerkener. Det er meget sjældent, at man får et glimt af dem i levende live, da de kun jager i dybhavet, mere end 1.000 meter nede. Hvem sagde dubstepmonster?!

Mere uhyggelig bonus-info
Og ikke nok med det: Japanske havforskere har netop opdaget, at kæmpeblæksprutter, fanget på film i deres naturlige miljø, blænder deres bytte ved at udsende kraftige lysglimt fra deres fangarme. Meget techno! Man kan håbe, at Ohoi!’s super-VJ Fat Morgan har fået fat i nogle uhyggelige dybhavsfilm af disse monstre, så dubstep-aftenen kan krydres med nogle genuint uhyggelige visuals fra de dybeste dyb.

Lørdag den 10. marts, kl. 22-05
Stengade 30, 80 kr.

Mere i AOK-artikel her: Hvad er dubstep?

Der er altid plads til én til

Min klumme på AOK om at finde stederne med den sprøde, frugtbare festmagi, som hviler over de steder, der stadig er så nye og oprindelige, at de blomstrer med en spæd og småhemmelig energi, som det bare gælder om at nyde, mens den er der: Der er altid plads til en til.

“Det er en fin tommelfingerregel for den sultne bylivsentusiast. Hvis man vil finde de bedste små festlommer ude i byen, gælder det om at spotte dem, mens de stadig er lidt hemmelige, lige før hele resten af byen også opdager dem og kommer rendende og spolerer det hele.

Så rykker man tæt sammen som Tetris-brikker og smiler over at have fundet den. Maser sig ind i små rum og håber, at stemningen holder, og at man kan have den lidt for sig selv sammen med de andre fremmede mennesker, der også har fundet den, lidt endnu, inden det bliver opdaget og ødelagt, fordi der pludselig kommer for mange og kigger, og det bliver rastløst og bare-ikke-helt-det-samme-mere.

Da festen røg gennem taget

Min klumme på AOK om Distortion-festivalens eksplosive vækst, og hvorfor vi elsker gadefester så meget: Da festen røg gennem taget.

“Jeg lavede engang et bybattle med en gut fra Hamborg. Vi skiftedes til at invitere hinanden på besøg i vores respektive hjemstavne, og så gjaldt det selvfølgelig om at bo det sejeste sted. Jeg kæmpede hårdest, for dengang syntes jeg lidt, at Hamborg førte på point.