Når jeg med stor entusiasme har skrevet om computerspil i alle mine år som journalist, er det, fordi computerspilbranchen fungerer som en krystalkugle. Det har jeg skrevet om i Weekendavisen:
Når jeg med stor entusiasme har skrevet om computerspil i alle mine år som journalist, er det, fordi computerspilbranchen fungerer ligesom en krystalkugle. Når en ny teknologi eller tænkemåde er på vej ind i vores verden, rammer den spilbranchen først – adskillige år før den siver ud i resten af samfundet.
Jeg er vældigt glad for disse kik ud i fremtiden og læser derfor også jævnligt spil- og teknologi-magasiner såsom WIRED og EDGE, der naturligvis skrev om eksempelvis virtual reality og kunstig intelligens længe før begge fænomener ramte mainstream-medierne. Men magasiner som disse er også vældigt fokuserede på produkter, gadgets og fankultur. Nogle gange vil jeg have et rent skud fremtid, æstetisk serveret og med tankevækkende tråde trukket frem og tilbage gennem historien.
Det får jeg af Scenario Magazine, som udgives af det danske Institut for Fremtidsforskning seks gange om året på både dansk og engelsk. Scenario er et smukt magasin trykt på lækkert, tykt papir og står på de samme hylder som de æstetik-bevidste trend-magasiner, man finder i de mest velforsynede bladkiosker. Jeg kan stå i timer foran sådan en magasinvæg og fortabe mig i en hypnotisk tilstand af papirfryd. Når jeg så har vristet mig fri fra gennembladringerne af de overdådige fotoserier i halvandet kilo tunge trend-magasiner, der koster det samme som en bog, er det Scenario, jeg køber med hjem. Jeg er nemlig vild med magasinets skarpe fokus:
Scenario handler KUN om fremtiden. Hvordan vi forestiller os, den bliver, hvordan man i fortiden forestillede sig, den ville blive, og hvordan nye teknologier og trends lige nu tyder på at ville forme og ændre den. Det sker i en god blanding af forskningsformidling, filosofiske essays, nørderi og underholdning: Fra artikler om drømmemanipulation via virtual reality til fjorten sider lange fotoreportager fra amerikanske wrestling-shows, der udfolder problematikkerne ved det postfaktuelle samfund og både giver plads til citater fra Roland Barthes og Baudrillard.
Blandt de tilbagevendende indslag i magasinet er en helside med fokus på populære opfindelser, som blev til ved et tilfælde (f.eks. mikrobølgeovnen og post-it-sedlen) og magasinets sidste opslag, der altid er dedikeret til ideer, som ikke slog igennem – fra radiohatte til atomkraftdrevne tog. Sidstnævnte eksemplificerer en gennemgående tematik i magasinet: Hvor uforudsigeligt tingene ofte udvikler sig, og hvor jævnligt man derfor tager fejl, når man prøver at forudsige årtierne forude.
Mit absolutte yndlingsopslag i magasinet har sin faste plads på de to sider lige efter lederen. Med et verdenskort som grafisk baggrund sættes her spot på en håndfuld aktuelle adfærdsmønstre og påhit indsamlet fra hele kloden, og her har jeg gang på gang læst fantasi-boostende historier om fænomener, jeg aldrig har hørt om andre steder, fra virkeligt mærkelige trends i koreanske plasticoperationer til pindsvinecafeer i Tokyo og londonske motions-centre, der tilbyder søvnfitness-hold til udmattede, powernap-trængende forældre.
Det er ikke alt, jeg elsker ved Scenario Magazine. Nogle gange bliver den afdæmpede, minimalistiske æstetik næsten for bevidst kikset eller bare for tør efter min smag. Hvorfor for eksempel lade en fritlagt kontorstol med tunge hjul være den eneste illustration til et opslag om esport?
Netop computerspil er faktisk et af de områder, hvor Scenario ikke synes at følge helt med, men i langt de fleste tilfælde er Scenario årevis forud i forhold til andre magasiner, herligt belæst i science fiction-litteraturen og fyldt med tankevækkende og fantasibefordrende indhold.
Og for en papirelskende magasin-fan som mig har Scenario en ekstra, fremtidssikret bonuskvalitet: Det er 100 procent bæredygtigt produceret, helt uden gift i hverken trykfarve eller papir. Man vil altså kunne makulere magasinet til konfetti og spise det, som det stolt påpeges i lederen i Scenario 1:2017. Velbekomme og velkommen til fremtiden.
Forleden faldt jeg direkte fra morgenmørket og støvregnen ind i en anden virkelighed. Det sker hele tiden. Læs klummen her: Forvandlinger.
Pludselig bliver jeg ramt af en intens Blade Runner-agtig stemning, pludselig er jeg ikke længere i Vester Voldgade men i en tætpakket, rodet og kaotisk science-fiction-kosmopol et sted ude i fremtiden, indhyllet i vedvarende regn, mærkelige dampe, menneskemylder og en hvinende baggrundslarm fra ukendte maskiner, og hele morgenen bliver magisk med ét slag.
“Enhver social sammenkomst indledes nu med, at alle med iPhones som på magisk vis ender i en lille klump i samme ende af lokalet. De næste tyve minutter går med ivrig udveksling af gode apps og uundværlige spøjsheder.”
En klumme på AOK.dk om min vækningsmaskine fra helvede – og hvordan min første iPhone har ændret mit liv: Monstret fra Magstræde
Læs min klumme om rejselykke her: Krystalkuller.
“Hvis jeg havde en krystalkugle, som jeg kunne tage frem en gang om dagen og kigge en uge, en måned eller måske bare fire timer frem, ville jeg jo allerhelst have, at den var fyldt med smukke og uventede landskaber og ikke bare det ene billede efter det andet af tastaturet på redaktionen og de grå persienner foran vinduet til venstre, som nogen bliver ved med at rulle ned, og jeg bliver ved med at rulle op.
Så ville man jo gerne se sig selv stå på Den Kinesiske Mur eller vandre rundt og betragte de gyldne, læderindbundne bogrygge i New York Public Librarys læsesal eller bare se sine brune fødder vippe i sandet foran et brusende ukendt hav. Man ville helst kigge i den krystalkugle og tænke »Næææ! Hvor spændende! Gad vide, hvor jeg er? Og gad vide, hvad jeg laver der?«”
Min klumme på AOK om, hvordan facebook også indimellem forbedrer vilkårene for de hemmelige fester… : Løven, heksen og fællesskabet
»Føl jer velkomne til at medbringe sjove effekter såsom traktor, havemøbler, spøg-og-skæmt artikler fra ’88, hjørnesofa, batik-tryk, laksesko og Tove Ditlevsen. Udvid gerne selv listen. Dog må INTET fra Narnia medbringes til festen.«
Læs min klumme om Lossepladsvej og spændende kvarterer her: Hurra for lossepladsen.
“Det var en lun og lovende dag, der dirrede af næstensommer, og Lossepladsvej struttede af saftigt neongræs i grøften, duvende, hyldeblomstlignende buske og små andepar, der tog sig en fælleslur i vejsiden.
Der duftede af lilla syrener og fred, mens vejen sendte mig i bløde sving omkring Amager Fælled, og der var faktisk ikke meget lossepladsstemning over den overhovedet.
Det synes Lars Berg Dueholm (V) fra Teknik- og Miljøudvalget i Borgerrepræsentationen heller ikke, der er. »Det er nedværdigende at kalde en vej for Lossepladsvej«, udtalte han i maj til nærværende avis og fortsatte: »Det synes jeg faktisk ikke, man kan være bekendt«. Og pointerede, at Lossepladsvej fortjente et mere velduftende og nutidigt navn.
Nu synes jeg, at »nedværdigende« er et stort ord at bruge om et navn til en vej. Jeg tror faktisk, at Lossepladsvej ville lægge nakken tilbage og bryde ud i en stor, hjertelig latter, hvis den vidste, at voksne mennesker sad et sted og gik op i den slags.”
Min klumme på AOK om at finde stederne med den sprøde, frugtbare festmagi, som hviler over de steder, der stadig er så nye og oprindelige, at de blomstrer med en spæd og småhemmelig energi, som det bare gælder om at nyde, mens den er der: Der er altid plads til en til.
“Det er en fin tommelfingerregel for den sultne bylivsentusiast. Hvis man vil finde de bedste små festlommer ude i byen, gælder det om at spotte dem, mens de stadig er lidt hemmelige, lige før hele resten af byen også opdager dem og kommer rendende og spolerer det hele.
Så rykker man tæt sammen som Tetris-brikker og smiler over at have fundet den. Maser sig ind i små rum og håber, at stemningen holder, og at man kan have den lidt for sig selv sammen med de andre fremmede mennesker, der også har fundet den, lidt endnu, inden det bliver opdaget og ødelagt, fordi der pludselig kommer for mange og kigger, og det bliver rastløst og bare-ikke-helt-det-samme-mere.“
Min klumme på AOK om Distortion-festivalens eksplosive vækst, og hvorfor vi elsker gadefester så meget: Da festen røg gennem taget.
“Jeg lavede engang et bybattle med en gut fra Hamborg. Vi skiftedes til at invitere hinanden på besøg i vores respektive hjemstavne, og så gjaldt det selvfølgelig om at bo det sejeste sted. Jeg kæmpede hårdest, for dengang syntes jeg lidt, at Hamborg førte på point.“
Min klumme om, at det simpelthen ikke kan betale sig at blive hidsig, fordi man tiltrækker, hvad man sender ud, og om at finde sin zen i Netto: Zen og cykelbomber
“På samme måde som Cykelbomben med selve sin vrede suger alle tænkelige småkatastrofer til sig som et fluepapir – selvom det givetvis ser helt anderledes og komplet ikke-selvforskyldt ud fra hans vinkel, hvor verden er befolket af trafikanalfabeter og umuliusser, der konstant stiller sig i vejen og skal råbes af.“
Bekymringer? Bandekrig? Her er hemmeligheden til, hvordan man får en god nat i byen. Min klumme på AOK: Kunsten at tænke positivt
Ingen regn. Ingen angst. Ingen ballade. Og slet, slet ingen stenkastende voldspsykopater fra helvede. Kun glædesmission, god stemning og pludseligt opfyldte ønsker.
Min klumme på AOK om, hvordan facebook har ændret nattelivet: I byen med facebook
FØR: “Det var dengang, man skulle gøre sig lidt umage. Eller udvælges, som når man stod på dansegulvet til et rave i en betonkælder på Nørrebro og pludselig fik stukket en lille, håndmalet flyer, der reklamerede for en hemmelig fest i en skov, i hånden, og den kom med hjem helt krøllet og fugtig, og så var næste weekend planlagt.”
NU: “Dagen efter er alle billederne lagt på facebook. Folk poserer scenevant i klassiske se-hvor-er-jeg-crazy-positurer, som giver gode facebook-point.”
Byen er forvandlet til et uendeligt 3D-postkort tætproppet med oplevelser og formidable udsigter, og vi er over det hele, på endorfin-maraton fra Tivoli til Nasa, og sultne sultne sultne efter mere. Jeg agerer overentusiastisk byguide, der ruller afsted i en euforisk jubel-boble, og aldrig har København været mere fantastisk.
Klumme på AOK om en vild forelskelse og den efterfølgende nedtur: Tidsmaskinen på Christianshavn