Mandag den 11. oktober 2010 interviewede jeg Bret Easton Ellis om berømmelse og PR-maskiner. Hele artiklen kan læses i fuld længde i pdf’en nedenfor.

“Det er tidlig morgen, og hvis vi var personer i en Bret Easton Ellis-bog, ville ingen af os være vågne endnu. Vi ville ligge bevidstløse i sengen, tunge af for meget champagne, pot, Xanax og tequila efter gårsdagens eskapader og nervøse sammenbrud.

Men vi er ikke inde i en bog, vi er i København en sprød efterårsmorgen af den smukkeste slags med strålende blå himmel. Klokken er ni, og Bret Easton Ellis, den rigtige levende Bret Easton Ellis, manden bag kult-klassikeren »American Pscyho«, er i byen for at promovere sin nyeste bog, som netop er udkommet på dansk, og det er tid for dagens første interview. Og den amerikanske kendisforfatter har ikke den helt store lyst til at være uden for bogen. Ikke derude, hvor man skal forholde sig til den og forklare den og svare på det samme spørgsmål for 137. gang. Han gør det, fordi han skal.

Interviewet foregår på det danske forlag i det indre København, og hovedpersonen ankommer en anelse forsinket, med en sort Nike-kasket på hovedet, solbriller, trainers og joggingbukser, mens han snakker i telefon med en eller anden i USA, hvor klokken næsten er midnat.

»Der er fire timers interviews linet op,« siger han med en diskret here-we-go-again-stemme. »Jeg er nødt til at smutte.«