Blod, sved og plasticbryster
Hvad er værst: At blive jagtet af en savlende zombie hen ad en Bounty-strand eller at være fanget på en ø, hvor samtlige kvinder render rundt med døde øjne og hårdtpumpede silikonebryster? Jeg er i tvivl.
Læs hele min anmeldelse af “Dead Island” på http://www.b.dk her: Blod, sved og plasticbryster
“Mænd skal reddes ud af forulykkede biler, forsvundne teddybamser skal genfindes, folk skal have insulin. Og det går man så i gang med, mens man nedkæmper gurglende zombiehorder med hjemmelavede slagvåben, som får blodet til at sprøjte og halvrådne legemsdele til at flyve til højre og venstre. Det er blodindsmurt ultravold i tæt nærkamp, og det er ikke for de sarte.
Men egentlig er det mere usmageligt, hvor få spændende historier og figurer, man møder undervejs i dette zombie-mayhem. Der er ingen følelsesmæssig tilknytning til nogen af personerne, og når man indimellem snubler over en tårevædet tragedie, fremstilles den af flygtige og forglemmelige bifigurer, som man ikke føler det mindste for. Samtlige kvinder på øen render rundt i bikini med døde øjne og hårdtpumpede silikonebryster, og det er faktisk lige før, jeg får det indtryk, at øens oprindelige turistbefolkning (præ-zombie) var så stiv og plasticagtigt ligegyldig, at zombievirusen i det mindste har sat lidt tiltrængt liv i kludene.”