Gaming i det fri
Gladsaxe er et oldnordisk stednavn (Glathsaxa), der betyder ’skinnende sværd’. Det er unægteligt et ret sejt navn, og nu bliver det lige en tand sejere at bo i kommunen:
”Det skinnende sværd” bliver nemlig titlen på et nyt mobilspil, der fra 2021 kan spilles i Gladsaxes skove. Spillet henvender sig især til 9- til 14-årige gamere og deres familier.
Læs min note i Weekendavisen her: Leksikort – Gladsaxe
”Formålet med spillet er at få børn og unge væk fra computerskærmen og ud i naturen”, siger Peter Franklin Würtz fra Norse Theme Parks, der er idémand bag spillet. Han er vild med nordisk mytologi og planlægger at åbne en hel temapark med vikinger og den nordiske folketro i fokus.
I ”Det skinnende sværd” er din mission at genskabe balancen i verden efter Ragnarok, hvor alt er kaos, så længe guden Balder er fanget i underverdenen Helheim. For at befri Balder skal du finde de ni vikingekrigere: To meter høje træskulpturer, der bliver opstillet ni steder i skov- og naturområderne i Gladsaxe, fra Gyngemosen til Hareskoven.
For at finde vikingekrigerne skal du bruge gps’en i spilappen. Hver af de ni vikingekrigere har et skjold med et symbol, som appen kan aflæse, og som sender dig ud i udfordringer, der skal løses på tid; fx magiske runer, der skal tolkes, puslespil, der skal samles, eller Fruit Ninja-lignende sværdspil med jætter og nordiske guder. Og hver gang, du gennemfører opgaverne i skoven, stiger du i level.
Spilprojektet har netop modtaget 439.000 kr. fra VILLUM FONDEN, der støtter projekter, som øger mængden af dagslys og frisk luft i vores hverdag, fx ved at rykke traditionelle indendørsaktiviteter udendørs.