
Pludselig, da jeg er halvvejs igennem Uncharted 4, indser jeg, hvorfor jeg elsker Nathan Drake så meget. Ja, han er den lækreste spilfigur i verden, hvilket jeg har skrevet en del artikler om efterhånden, men det er ikke bare det.

Da tingene på et tidspunkt i vores eventyr tager en mørk og udmattet drejning, går det op for mig, hvor heftigt jeg holder af hans utrættelighed. Hvordan han bare helst skal kunne blive ved og ved og ved og ved med at hanke op i sig selv efter sytten opslidende nærdødsoplevelser i træk. Hvordan han pludselig repræsenterer noget i mig selv (og os alle sammen), som vist er meget sundt at give lidt slip på. Også selvom det giver adgang til vilde eventyr på de smukkeste steder på jordkloden.
Og således fik jeg mig et par spirituelle indsigter på vores actionpakkede og KOMPLET UDMATTENDE færd videre mod bjergtinden, guldskatten og de andre lysende løfter i det fjerne. De kunne ikke allesammen komme med i artiklen, men her er den:
Årets mest ventede spil er en episk udmattelsesrejse.
Det er i øvrigt med stor fornøjelse at jeg kan konstatere, at anmeldelsen af Uncharted 4 lå i toppen af Mest Læste-listen på jp.dk hele aftenen, over publikumsbaskere som som ‘Han var stor mand på Rigshospitalet – nu er han idømt fængselsstraf for tyveri’, ‘Mand gik bersærkergang i Nordsjælland’ og ‘Bilkaos venter ferieramte danskere’:

Go, spirituelle indsigter og gaming, go!

Så er der endelig releasedato for den tredje store spiller på virtual reality-banen, Sony PlayStation VR: 13. oktober i Danmark, altså om præcis 4 måneder.
PSVR kommer til at vinde popularitets-ræset fordi 1) headsettet er billigere end HTC Vive og Oculus (knap 3000), 2) det er nemmere at komme i gang med for almindelige mennesker, der ikke gider købe en superstærk computer til deres virtual reality-eventyr. Den skal bare sluttes til konsollen, og så afsted 3) der er pænt lys i, hvilket hypnotiserer sådan nogen som mig. De er ikke smukke, sådan nogle VR-masker, men en smule underspillet scifi-blink pynter jo lidt 4) og så selvfølgelig det vigtigste: Den er god. Optursoplevelser inside.
Bonusinfo: Arbejdstitlen på headsettet var Morpheus. Et sejt navn, som jeg stadig savner. Men man har desværre nok tænkt, at det var svært at sælge et headset opkaldt efter guden for søvn og drømme som familieunderholdning og sofamidtpunkt. PSVR it is.
Bonus-bonusinfo: På billedet spiller jeg The London Heist – et spil, der bliver blandt de første spil til headsettet (omend titlen ikke er med på listen over launch software).
Ja, fremtiden er landet. Nu kan du flyve ind i et Salvador Dali-maleri gennem din mobiltelefon. Yes, really.
For nogle uger siden fik jeg mulighed for at låne et Gear VR-headset inklusiv en Samsung Galaxy-telefon. Det er en noget mere grynet virtual reality-oplevelse end de dyre mastodonter Oculus og HTC Vive, men til gengæld er det TOTAAAALT OPTUR at 1) man kan hoppe ud og ind af virtual reality hjemme i sin egen stue og at 2) det er nemt at dele ud af oplevelsen, fordi den er let, bærbar og uden tunge computere og filtrede ledninger. Så jeg delte, delte og delte. Det er nemlig en herlig ting at se folk opleve VR for første gang. Jeg kan skrive og skrive og skrive løs om det, men det er først, når folk selv får headsettet på, at man kan se, hvordan det siger *pop* i deres hjerne. Her på billedet nedenfor er det VR-n00b Sune, der flyver gennem mesterværket Smash Hits kølige glaskorridorer for første gang.

Til sidst blev jeg dog lidt mere Gollum-agtig med headsettet. Jeg var nået til en heftig level i Smash Hit og havde hverken lyst til at dele eller aflevere. Meeen det gjorde jeg så. Og skrev. Her om de bedste gratis oplevelser. Tjek Salvador Dali-videoen: Gratis virtual reality hjemme i din egen stue

Var du med til STORY – en konference om storytelling i spil? Vil du gerne liiiiiige have repeteret hvem der sagde hvad, hvordan deres slides så ud, og hvor du selv stod henne i pausen? Så er der billeder og opsummering fra dagen her, inklusiv nogle af de bedste skriveråd fra Emil Pagliarulo: 300 mennesker til STORY.
Du kan også se min storify’ede version her: My tweets from STORY.

Far Cry Primal er en brutal og overraskende underholdende oplevelse, udfoldet i et forpustende smukt og saftigt univers, hvor synet af en solopgang ved søen, en flok forbivandrende mammutter eller blot vinden i det høje græs på en bjergskråning bliver siddende for det indre blik længe efter.
Der er mange store spiludgivelser i år, men Far Cry Primal vil uden tvivl ende på min liste over den håndfuld, der har gjort mest indtryk.
Læs min anmeldelse her: Smuk og brutal stenalder-action

Jeg har tilbragt nogle uger alene i den vilde natur i Wyoming. Eller okay, alene var jeg faktisk ikke, men det er en længere historie. Lad os kalde det isoleret: Der var ingen mobil. Udover nogle meget mindeværdige solnedgange og walkie talkie-øjeblikke er jeg også endt med at være RET SKRAP til det med kort, kompas og rappelling.
Mobilrelateret bonusinfo: Teksten om oplevelsen formåede at være mere læst end nyheden om Samsung Galaxy S7-releasen. Ihvertfald lige et par timer.
Du kan læse anmeldelsen her: Brandvarm anbefaling af ensom tur i ødemarken.

Det siger sig selv, at det næppe er godt for børns motoriske udvikling at sidde krumbøjet over spil på smartphones og tablets i flere timer om dagen.
Man kan derfor glæde sig over, at udviklingen af opfindsomme spil, der kombinerer den populære, digitale verden med fysisk bevægelse, er begyndt at pible frem.
Et spil af den type er det danske smartphonespil Space Agent, skabt af det københavnske firma Hybrid Play & Games.
Jeg har skrevet en anmeldelse af spillet (som spilles med en smartphone, et par høretelefoner og rimeligt god plads) samt noget om den opsigtsvækkende undersøgelse fra foråret 2015 (foretaget af Børnerådet), der viste, at børnehavebørn i 4-6-årsalderen hellere ville sidde med en iPad end lege med andre børn.
Åh gisp, betyder det, at den nye børnehavegeneration er skærmzombier? Skal vi gå i panik? Læs svaret her: Sådan får du ungerne op af sofaen i vinterferien.
Det mest downloadede mobilspil på verdensplan i det forgangne år er fra Danmark.
Det viser spritnye tal, der netop er offentliggjort af det San Francisco-baserede firma App Annie, som indsamler data om hele app-industrien og netop har udgivet deres “2015-Retrospective”-rapport.
Min artikel om førstepladsen på jp.dk her: Dansk milliardsucces indtager fornem førsteplads.

I 2011 vandt det lille mobilspil “Axe in Face” prisen som årets bedste nordiske mobilspil. Spillet blev kreeret af den dengang 25-årige Glen Würtz Christiansen og blev en verdenssucces med flere tusind downloads om dagen. Nu er fortsættelsen klar, og hvorfor ændre på en fremragende titel? Spillet hedder, forståeligt nok, Axe in Face 2.
Og det er sjovt, charmerende og burde blive lige så stort et hit som sin forgænger. Læs min anmeldelse på Jyllands-Posten her:
Fallout 4 er uden konkurrence det mest hypede spil i 2015.
Op til udgivelsesdatoen i november modtog jeg mere end 30 pressemeddelelser, der kun handlede om Fallout 4. Det er helt usædvanligt mange.
Og mulighederne for, hvad du kan foretage dig i spillet, er overvældende. Før du ved af det, har du hældt et tocifret antal timer ind i dit nye, postapokalyptiske skrammelsamler-liv.
Læs min anmeldelse på Jyllands-Posten her: Årets mest hypede spil er gigantisk stort.
Vores mobiltelefoner bliver ofte anklaget for at få os til at se verdensfjerne og indelukkede ud, opslugt som vi er af den lysende skærm.
Men mobilspillet Progress to 100 gør det præcis modsatte. Og det er et af de meget få spil, hvor det er lige så sjovt at se på andre, der spiller det, som det er at spille det selv.
Læs min anmeldelse af det usædvanlige (og i øvrigt danske) spil her: Originalt spil får os til at løfte snuden fra mobilskærmen.


Man har karrussellerne helt for sig selv i horrorspillet The Park. Eller har man?
Læs min anmeldelse på jp.dk: Døden venter i verdens skumleste forlystelsespark
“Forladte forlystelsesparker fyldt med tomme karruseller, forfaldne tombola-boder og stivnede klovnegrin er skumle helt af sig selv, så at vandre alene ind i et lukket tivoli om aftenen er selvsagt uhyggeligt allerede på forhånd.
Og uhyggen intensiveres, efterhånden som det viser sig, at Atlantic Island Park gemmer på nogle vældigt skumle hemmeligheder, der afsløres, efterhånden som man trænger dybere ind i dens tusmørkefavn af tilgroede stisystemer og stivnede karruseller.”