Den mest sporty e-sport

Jeg var med til DM i FIFA sidste weekend, hvor August Rosenmeier – verdensmester i 2014 og nu danmarksmester for fjerde gang så sådan her ud da han vandt finalen.

DM i FIFA topcut 1

Opslaget kan læses i Weekendavisen.

Den sporty stemning
Denne gaming-event var anderledes i forhold til andre, jeg har deltaget i gennem den sidste håndfuld år, på især disse tre måder:

1) Den havde en megetr sporty stemning [se punkt 3])
2) Kønsbalancen (hankøn/hunkøn) var 100 til 1. Jeg har været til andre gamingevents med samme kønsfordeling, men det er mange år siden. Ud af de 512 kombattanter som havde skrevet sig op til kampene, var der 0 (nul) kvinder (se punkt 3).
3) Næsten hver eneste af de FIFA.spillere, jeg talte med på dagen, spiller også fodbold i virkeligheden. Hvilket forklarer 1) og 2) og gør digital fodbold* til den mest sporty af alle esportsgrene.

(Jeg ved at EA og FIFA bruger ordet ‘interaktiv fodbold’, men jeg bryder mig ikke om begrebet. Verden er interaktiv. Rigtig fodbold er interaktiv.)

fifa

Det nye Pac-Man er mindst lige så sjovt som originalen

pacmanPac-Man er tilbage – på vores mobiltelefoner. Og det er mindst lige så sjovt som  originalen. Læs min anmeldelse af Pac-Man 256 her.

– Der kommer hurtigt berusende fart over feltet, og man bliver grebet af at slå sine egne rekorder. Det stolte øjeblik, hvor man første gang scorer over 10.000 points, sættes dog voldsomt i perspektiv, hvis man klikker sig ind på den internationale highscore-liste for at se, hvordan man klarer sig globalt.  Her har de 50 bedste ”Pac-Man 256”-spillere i verden i øjeblikket alle sammen scoret over 9 trillioner points. NI TRILLIONER! Om jeg begriber, hvordan de gør det. –

Vildere end virkeligheden – virtual reality på GDC 2015

TheDeep_MantaRay_01_1425403555
Jeg fik (igen) rodet ret meget rundt med virtual reality-headsets til spilkonferencen GDC i San Francisco i år. Meget kulørte og varierede oplevelser, fra at ligge fredfyldt på en græsplæne og synge ind i en psykedelisk lystunnel til at stå med helt stive ben i hajburet, svimmel over havdybderne under mig, selvom jeg VED, jeg står på et gulvtæppe. Oh, denne langstrakte og bevidste forvirring af alle sanser, Rimbaud ville fryde sig!
Men inden jeg fortaber mig i de mere bevidsthedsudvidende aspekter (det kommer, det kommer), er jeg mere lavpraktisk i Weekendavisens Faktisk-sektion i dag: Hvad sker der, når den her teknologi kommer hjem i folks stuer (og det gør den meget snart)? Kommer vi til at slå os og vælte alle møblerne i opslugt begejstring? Jeg spurgte, og fik interessante svar.
Trykt i Weekendavisen 27. marts 2015.
Virtual reality på GDC 2015 Faktisk WA marts 2015-page-001Virtual reality på GDC 2015 Faktisk WA marts 2015-page-002

Klodsede stjerner – til EM i Tetris

janiFor præcis en uge siden var jeg til EM i Tetris lige uden for København. Billedet tog jeg under ottendedelsfinalen mellem finske Jani og svenske Sabina, hvilket nok var den runde, hvor det for alvor gik op for mig, hvor vild en tilskuersport Tetris faktisk er. Jani, der spiller så intenst, at han har en blålilla strikluffe på venstre hånd for at skåne sin tommelfinger mod at blive flænset af controlleren (pænt finsk løsning!), regnes for at være den bedste Tetrisspiller i verden. I Tetris betragtes Level 19 egentlig som den sidste, man kan nå til, fordi brikkerne herefter falder for hurtigt til, at man kan nå at reagere. Jani er den eneste, der er nået til level 20. Men så var det, vi nåede til EM-finalen… (!) Jeg har skrevet en reportage i Weekendavisen, der udkom i går. Den hedder “Klodsede stjerner” – find den i Kultursektionen.

Og ja, selv efter en hel uge på verdens vildeste spilkonference i San Francisco slog mit begejstrings-geek-o-meter altså HELT ud på den her. Tænk, at der er folk, der lige øver sig i Tetris otte timer om dagen. Ordensekstase!

Klodsede stjerner - EM i Tetris marts 2015 WA-page-001

Husk din REM-søvn

Back-To-Bed-3I det nye, danske spil Back to Bed skal du hjælpe søvngængeren Bob gennem fantasifulde,
labyrintiske drømmelandskaber og tilbage i seng – uden at vække ham.

Bob har nogle helt bestemte, søvngængeragtige bevægelsesmønstre, og det er din opgave, som et hjælpsomt og fortravlet trippende hundevæsen, at placere forhindringer på strategisk udvalgte steder på “spillepladen”, så Bob dirigeres i den rigtige retning uden at skvatte ud over kanten af sin drøm med et overrasket hyl.

Back-to-Bed rød

I glimrende overensstemmelse med drømmetematikken har banerne deres egen Escher-lignende labyrint-logik med forvirrende trappeforløb og underfundig tyngdekraft, kombineret med en fin Magritte-lignende surrealisme i den visuelle stil (svævende bowlerhatte og gigantæbler), smeltende ure à la Dali og et par nik til David Lynch på lydsiden.

Back to Bed, som er fint og afslappende at spille ved sengetid, kan downloades for 23
kr. til iOS og Android.

Bonusinfo: 18 procent af verdens befolkning har tilbøjelighed til at gå i søvne, og de fleste
søvngængere har ingen erindring om søvngængeriet næste dag.

Og uforstyrret REM-søvn er vigtig! Blandt de mange teorier om funktionen af vores natlige drømme er nemlig, at de hjælper og understøtter vores hukommelse ved at samle og gentage dagens vigtigste indtryk.

En forkortet udgave af denne tekst blev oprindeligt trykt i Magasinet Psykologi oktober 2014.

Virkeligheden er ikke altid nok

Min artikel fra GamesCom om virtual reality-gadgets er i Jyllands-Posten Indblik i dag. Her møder jeg monstret i et horrorspil – iført Oculus Rift og det snedige Virtualizer-apparatur. Yipeeee.

virtualizer chokDu kan læse artiklen her, hvis du har adgang til jyllands-posten.dk:

Virkeligheden er ikke altid nok.
“I en anden verden: Teknologien i Virtual Reality er i hastig udvikling og bruges nu både til fobi-forskning, byplanlægning og hussalg. Indblik har været i nærkontakt med den nyeste VR-teknologi på verdens største spilmesse i Køln.”

Cloud Chamber er røget på Steam i dag

Cloud-Chamber-Poster

Fireworks! Det danskproducerede online-mysterium Cloud Chamber røg på Steam i dag.

Her er min anmeldelse fra Ekko sidste år: Fire stjerner til Cloud Chamber.

“Kan man fortælle en historie ved at kombinere de helt store kosmiske mysterier med mekanismerne fra Facebook? Det nye onlinemysterium Cloud Chamber gør forsøget, og resultatet er opslugende.”

Om at være den eneste kvinde i rummet

Jeg holder et foredrag med den besnærende titel “Being the only woman in the room” til den fine konference Lyst Summit denne fredag.

Mit oplæg indeholder sorte zombier, catsuits, lidt Giana Sisters-nostalgi og TONSVIS af positivitet. For hvis vi bliver ved med at se den her skæve kønsbalance i spilbranchen som et megastort nedtursproblem… så kommer vi ikke videre. Ikke på en sjov måde, ihvertfald. Mere på sådan en zombie-survival-slås-dig-frem-med-en-skovl-måden. Og ja, den pointe har jeg også en slide, der illustrerer.

Join the Love Boat! (De har chokolade-fontæner!)

Det her er min første slide:

only woman giana

Update: Jeg er stolt af, at min sidste sætning i oplægget blev “Let’s get wet”. Det giver mening!

Hvorfor er 10000000 så ekstremt vanedannende?

Der kunne skrives mange kloge ting om, hvorfor man som tænkende og ambitiøst menneske lader sig forføre af de kemiske belønnings-dopaminer, der sprøjter ud i hjernen, når man lader sig opsluge af et effektivt casual-spil på mobilen.

Her er et prima eksempel: Spillet 10000000.

Det er lige før, jeg burde advare dig om aldrig nogensinde at downloade denne lille sag til din smartphone. Eller også burde jeg bare anbefale det med armene blafrende begejstret i vejret. Det korte af det lange er: JEG KAN IKKE HOLDE OP MED AT SPILLE DET!

10000000

Titlen på spillet er 10000000 (ti millioner), og ideen er enkel, men tempoet er hektiskt: Man skal matche tre eller flere blokke af samme slags (ligesom i Candy Crush og lignende ultrapopulære tre-på-stribe-spil), mens ens lille helt spæner afsted i øverste del af skærmen. Han får konstant sin vej blokeret af forskellige monstre (fra ninjaer til drager) og genstande (låste døre og små skattekister med guld). Når man matcher en stribe sværd eller magiske stave, kan han angribe monstrene. Når man matcher tre eller flere nøgler, kan han åbne skattekisterne og dørene. Det gælder altså om at få tre (eller flere) ting på stribe i en strategisk rækkefølge, og dét bliver hurtigt en vildt hektisk affære.

Oveni hatten skal man så også matche rækker med træstammer og stenbunker for at kunne opgradere sine træningsrum hjemme i middelalder-bunkeren (eller fængselscellen eller hvor det nu er, den lille digitale fyr ligger og sover) og dermed kunne få sejere våben og stærkere rustning. Og det varer ikke længe, før det hele udvikler sig til noget af en besættelse.

Og besat er jeg. Jeg er faktisk fuldstændigt hypnotiseret og har, indtil videre, opnået den latterligt høje pointsum af 1390131 og bærer en række stolte titler, såsom “Master Questor”, “Speed Matcher” og nu – “Adventurer”. Jo jo. Moving up in the world.


Den menneskelige hjerne: en herlig tingest

I starten kunne jeg SLET ikke overskue at holde øje med både mine stressende matcherier af blokkene og den lille løbende pixel-helt, så min noget kaotiske strategi var bare at matche så meget, så vildt og så hurtigt som muligt, mens jeg tænkte, at det vel også var en ok måde at spille det på. Og nogle gange er det også en udmærket fremgangsmåde.

Men den menneskelige hjerne er jo en herlig og lærenem tingest, og pludselig begynder den så alligevel at ville lægge planer og udvikle lidt mere spidsfindige taktikker, og SVUP! – så var jeg fanget. I en perfekt og meget, meget vanedannende balance mellem besættende spil-flow og uafvendelige nederlag.

Grafikken er HELt oldschool og upoleret og minder på herlig vis om dengang, man sad og var helt opslugt af Aztec Challenge på Commodore 64eren i sen-80’erne. Og musikken, som LIMER sig fast til hjernen, er tæt på at være lige så fantastisk: Hør et af dungeon-tracksene her.

Så hvis du savner at falde i søvn med en insisterende 8-bit-melodi kørende i sødt 80er-retroloop i hjernen? Download 10000000.


Den søde digitale forførelse

Og hvorfor er det så, at man som tænkende og ambitiøst menneske lader sig forføre af de kemiske belønnings-endorfiner, der sprøjter ud i hjernen efter endnu et velgennemført to-minutters højpræstations-ræs?

Det er selvfølgelig fordi det føles, som om man udfører noget… ikke? Det er ihvertfald hvad hjernen regner med, at den gør. Ordner, strukturerer, præsterer, samler, bliver bedre. Oh, hvilken sødt forførende honningkrukke i det moderne arbejdsliv. Skal du lave en krævende præstation på jobbet på torsdag? Ligger specialet og venter? Hvad med den der artikel på 12.000 anslag, der var lidt svært at få struktureret? Aij, vent lige lidt. Bare fem minutter. Man tager da lige ét løb mere. Ét løb. Det er jo OGSÅ arbejde…!

(Og ja, i den forbindelse kan jeg også afsløre, at hvis det at spille computerspil rent faktisk ER en del af ens arbejde, er honningkrukken meget, meget, meget dyb.)

Alt det her kan man være fuldstændigt klar over, og stadig lade sig forføre. Det er jo en del af fryden ved det hele. Og det er fuldstændigt lige så logisk som det faktum, at det pludselig bliver mistænkeligt meget nemmere at gøre rent i bunden af køkkenskabene, når man egentlig burde lave momsregnskab eller få skrevet den der tale. Der er blevet ryddet op i mange kælderrum og taget mange opvaske som rene og skære overspringshandlinger.

Her er overspringshandlingen bare digital og et flygtigt minut-sus med en hektisk puls.

“Get 700.000 points”
Og hvor er det så, man spæner hen? Selvfølgelig mod tallet 10000000, der nærmer sig berusende. Tallet står lige under ens aktuelle pointstatus, ved siden af det suggestive ord “Freedom”. Og jeg er selvfølgelig begyndt at tænke over, hvad der mon sker, når jeg når helt derop om nok ikke så forfærdeligt længe. Har jeg så GENNEMFØRT det? Du godeste!

Lige nu har jeg opnået en rang af “Adventurer” og sidder netop i disse sekunder og overvejer, om jeg ikke lige skulle tage et par løb mere…De tre nye udfordringer, jeg har fået, virker selvfølgelig HELT umulige. Men det samme gjorde “Kill a monster in less than 5 seconds”, “Get two 6-matches in a row” og “Get 700.000 points”-udfordringerne også, før de pludselig lykkedes.

Hvis spillet pludselig og uventet forsvandt fra min telefon i dette sekund, ville jeg ikke tænke længe over det. Den følelsesmæssige indsats er for lille. Men så længe det ER på telefonen, lokker det som en supermagnet med sine nemme (og dog tilstrækkeligt svære) belønninger.

Så som jeg startede med at sige: JEG ER BESAT. Tag det, alt efter temperament, som en advarsel, eller som en meget, meget varm anbefaling.

Og nu: Tilbage til iPhonen.

Drømmefangerne – reportage fra GDC i San Francisco

Sol, fridag og tid til Weekendavisen! Læs min reportage fra sitrende San Francisco på side 3 i Kultur. Det handler blandt andet om 3D-printede zombier og PlayStation, der vil sende os på slentreture på Mars med deres virtual reality-headset Morpheus (snart! HVOR SPÆNDENDE ER DET LIGE). Og en kålorme-simulator, der kandiderer til at være verdens sjoveste spil. New York Times har leveret fotoet, og ja, jeg har selvfølgelig Oculus på. Igen.

headsetæraen

Aldrig har det været sjovere at smadre glas på mobiltelefonen

Normalt skriger jeg ikke af min telefon. Virkelig. Men dét her spil får mig til at råbe af den lille lysende skærm i min hånd. Det er helt fantastisk godt. Spil det.

smash-hit-1024x640

Læs min anbefaling på Elektronista her: Nu skal du smadre glas på mobiltelefonen.

“Brager man til gengæld lige ind i en glasbarriere, som man ikke når at smadre (og dem kommer der flere og flere af, i stadigt mere avancerede former), mister man ti dyrebare kugler. Uh, det er lige så man mærker glaspladen dundre mod panden!! – og man syder af ærgrelse til lyden af spildte kugler, der triller bort over glatte stengulve.

Og lad os så høre noget David Bowie. Dét her ville være et passende soundtrack:

Riffs og rampelys: Fra Rocksmith til Rockstar

Hvad har guitarspillet Rocksmith 2014 til fælles med årets mest hypede udgivelse GTA V, og kan man lære at spille guitar af en zombie? Læs artiklen på gaffa.dk.
rocksmith