Christina Majcher

Hvorfor er 10000000 så ekstremt vanedannende?

Der kunne skrives mange kloge ting om, hvorfor man som tænkende og ambitiøst menneske lader sig forføre af de kemiske belønnings-dopaminer, der sprøjter ud i hjernen, når man lader sig opsluge af et effektivt casual-spil på mobilen.

Her er et prima eksempel: Spillet 10000000.

Det er lige før, jeg burde advare dig om aldrig nogensinde at downloade denne lille sag til din smartphone. Eller også burde jeg bare anbefale det med armene blafrende begejstret i vejret. Det korte af det lange er: JEG KAN IKKE HOLDE OP MED AT SPILLE DET!

Titlen på spillet er 10000000 (ti millioner), og ideen er enkel, men tempoet er hektiskt: Man skal matche tre eller flere blokke af samme slags (ligesom i Candy Crush og lignende ultrapopulære tre-på-stribe-spil), mens ens lille helt spæner afsted i øverste del af skærmen. Han får konstant sin vej blokeret af forskellige monstre (fra ninjaer til drager) og genstande (låste døre og små skattekister med guld). Når man matcher en stribe sværd eller magiske stave, kan han angribe monstrene. Når man matcher tre eller flere nøgler, kan han åbne skattekisterne og dørene. Det gælder altså om at få tre (eller flere) ting på stribe i en strategisk rækkefølge, og dét bliver hurtigt en vildt hektisk affære.

Oveni hatten skal man så også matche rækker med træstammer og stenbunker for at kunne opgradere sine træningsrum hjemme i middelalder-bunkeren (eller fængselscellen eller hvor det nu er, den lille digitale fyr ligger og sover) og dermed kunne få sejere våben og stærkere rustning. Og det varer ikke længe, før det hele udvikler sig til noget af en besættelse.

Og besat er jeg. Jeg er faktisk fuldstændigt hypnotiseret og har, indtil videre, opnået den latterligt høje pointsum af 1390131 og bærer en række stolte titler, såsom “Master Questor”, “Speed Matcher” og nu – “Adventurer”. Jo jo. Moving up in the world.

Den menneskelige hjerne: en herlig tingest
I starten kunne jeg SLET ikke overskue at holde øje med både mine stressende matcherier af blokkene og den lille løbende pixel-helt, så min noget kaotiske strategi var bare at matche så meget, så vildt og så hurtigt som muligt, mens jeg tænkte, at det vel også var en ok måde at spille det på. Og nogle gange er det også en udmærket fremgangsmåde.

Men den menneskelige hjerne er jo en herlig og lærenem tingest, og pludselig begynder den så alligevel at ville lægge planer og udvikle lidt mere spidsfindige taktikker, og SVUP! – så var jeg fanget. I en perfekt og meget, meget vanedannende balance mellem besættende spil-flow og uafvendelige nederlag.

Grafikken er HELt oldschool og upoleret og minder på herlig vis om dengang, man sad og var helt opslugt af Aztec Challenge på Commodore 64eren i sen-80’erne. Og musikken, som LIMER sig fast til hjernen, er tæt på at være lige så fantastisk: Hør et af dungeon-tracksene her.

Så hvis du savner at falde i søvn med en insisterende 8-bit-melodi kørende i sødt 80er-retroloop i hjernen? Download 10000000.

Den søde digitale forførelse
Og hvorfor er det så, at man som tænkende og ambitiøst menneske lader sig forføre af de kemiske belønnings-endorfiner, der sprøjter ud i hjernen efter endnu et velgennemført to-minutters højpræstations-ræs?

Det er selvfølgelig fordi det føles, som om man udfører noget… ikke? Det er ihvertfald hvad hjernen regner med, at den gør. Ordner, strukturerer, præsterer, samler, bliver bedre. Oh, hvilken sødt forførende honningkrukke i det moderne arbejdsliv. Skal du lave en krævende præstation på jobbet på torsdag? Ligger specialet og venter? Hvad med den der artikel på 12.000 anslag, der var lidt svært at få struktureret? Aij, vent lige lidt. Bare fem minutter. Man tager da lige ét løb mere. Ét løb. Det er jo OGSÅ arbejde…!

(Og ja, i den forbindelse kan jeg også afsløre, at hvis det at spille computerspil rent faktisk ER en del af ens arbejde, er honningkrukken meget, meget, meget dyb.)

Alt det her kan man være fuldstændigt klar over, og stadig lade sig forføre. Det er jo en del af fryden ved det hele. Og det er fuldstændigt lige så logisk som det faktum, at det pludselig bliver mistænkeligt meget nemmere at gøre rent i bunden af køkkenskabene, når man egentlig burde lave momsregnskab eller få skrevet den der tale. Der er blevet ryddet op i mange kælderrum og taget mange opvaske som rene og skære overspringshandlinger.

Her er overspringshandlingen bare digital og et flygtigt minut-sus med en hektisk puls.

“Get 700.000 points”
Og hvor er det så, man spæner hen? Selvfølgelig mod tallet 10000000, der nærmer sig berusende. Tallet står lige under ens aktuelle pointstatus, ved siden af det suggestive ord “Freedom”. Og jeg er selvfølgelig begyndt at tænke over, hvad der mon sker, når jeg når helt derop om nok ikke så forfærdeligt længe. Har jeg så GENNEMFØRT det? Du godeste!

Lige nu har jeg opnået en rang af “Adventurer” og sidder netop i disse sekunder og overvejer, om jeg ikke lige skulle tage et par løb mere…De tre nye udfordringer, jeg har fået, virker selvfølgelig HELT umulige. Men det samme gjorde “Kill a monster in less than 5 seconds”, “Get two 6-matches in a row” og “Get 700.000 points”-udfordringerne også, før de pludselig lykkedes.

Hvis spillet pludselig og uventet forsvandt fra min telefon i dette sekund, ville jeg ikke tænke længe over det. Den følelsesmæssige indsats er for lille. Men så længe det ER på telefonen, lokker det som en supermagnet med sine nemme (og dog tilstrækkeligt svære) belønninger.

Så som jeg startede med at sige: JEG ER BESAT. Tag det, alt efter temperament, som en advarsel, eller som en meget, meget varm anbefaling.

Og nu: Tilbage til iPhonen.